Der er gang i den i Nordhavnen. Overalt skyder bygninger op, og man hører tydeligt rumlen fra byggepladserne. I fuld gang er også TJ Transmission A/S. De arbejder lige nu på flere forskellige projekter i området og med sig har de en af Viktechs elektrikervikarer.
Fra 2 til 22 ansatte og vikarer
TJ Transmission A/S startede i 1994 med kun to ansatte, men er nu godt 30 år senere vokset til en installationsvirksomhed med 22 ansatte. Med mange år på bagen har virksomheden specialiseret sig inden for data-transmissionsløsninger og elinstallationer.
”Vi er jo elinstallatører, men vi laver ikke så meget el, vi laver mere kabling af forskellig slags. Lige fra bittesmå ting med 3-4 udtag til noget med mange tusinde udtag. Vi laver det hele”, fortæller Troels Jørgensen, som er er indehaver af TJ Transmission A/S.
Størrelsen på projektet er oftest ikke afgørende for, om virksomheden har brug for vikarer. I stedet handler det om, hvilke opgaver der skal løses.
”Nogle gange ved vi, at vi har en specifik opgave på et projekt, f.eks. at trække en masse fiberkabler. Det er bare lige 14 dage, og der er fuld knald på, så vi skal have nogen kun til det. Så ringer vi efter vikarer. Men i udgangspunktet vil vi helst lave tingene selv, også fordi vi har nogle forskellige certificeringer og kurser, der skal være opretholdt. Så der er nogle ting, der er nogle krav til, og det er også derfor, at det ikke er alt, vi kan bruge vikarer til, selvom vi har travlt og gerne vil” uddyber Troels.
På projekterne i Nordhavnen har TJ Transmission A/S haft flere vikarer indover. Hovedsageligt har det dog været den samme elektriker, Karl, der har været tilknyttet projekterne.
Alt i svagstrømstekniske opgaver
For en transmissionsvirksomhed som TJ, er opgaverne ofte varierede, og projekterne i Københavns Nordhavn er ingen undtagelse:
”Arbejdet her er egentlig meget typisk. Vi laver data-kabling, vi laver DAS til mobildækning, vi laver wi-fi, vi laver kameraopsætning, og vi laver tyverianlæg. Det er de her svagstrømstekniske installationer, vi typisk står for. Det er ikke fordi, vi ikke vil lave strøm, men det er ikke lige det, der er vores kerneområde, så vi vil hellere lave de andre ting” forklarer Troels Jørgensen.
Med så mange opgaver har det været en god mulighed for TJ Transmission A/S at få en vikar ind i en længere periode. Det er sådan de helst vil gøre det, fortæller Troels:
”Når vi har vikarer, er det oftest i længere perioder, og så er det typisk de samme folk. Så har vi dem ligesom inde og har tingene på plads. Så ved vi, hvad der skal ske med dem, og de ved, hvordan vores arbejdsgang er, og hvad vi forventer af dem”.
Sådan undgår de desuden de udfordringer, der kan være forbundet med at have vikarer. Enten at folkene ikke passer ind, eller at deres kompetencer ikke lever op til forventningerne.
Mange års samarbejde sikrer gode folk
Samarbejdet mellem Viktech og TJ Transmission A/S har varet mere end 10 år. Hele vejen igennem har det været Viktechs konsulent, Jørn Nielsen, der har været tilknyttet virksomhedens projekter. At succesraten er høj på de folk, som TJ Transmission A/S får ud, kan ifølge Troels let forklares:
”Vi bruger stort set kun Jørn, fordi det altid er nogle ordentlige folk, han sender, og det er nemt at skifte dem ud, hvis der skulle være noget. Der er aldrig noget fikumdik, og det er altid rent ud af posen, om de kan levere eller ej”.
Når noget fungerer, er der ingen grund til at ændre på det, og forhåbentligt fortsætter det sådan for samarbejdet mellem TJ Transmission A/S og Viktech.
Det er Troels i hvert fald sikker på, at det vil.