Biernes forsvinden på dagsordenen hos Viktech
Som vi alle ved bestøver bierne mange afgrøder hvoraf mange i Danmark er afhængig af bestøvning f.eks. frugter og bær. Tænk hvis vi går en fremtid i møde uden frugt, kakao eller kaffe. Det lyder sgu ret trist.
Så da vi fik muligheden for at blive en del af BISTADS projekt i Århus kommune sagde vi hurtigt ja tak til at få 60.000 nye beboer her på matriklen. Samtidig laver vi området rundt om vores kontorbygning om med græs/blomster og frugttræer.
Projekt BISTAD er ikke alene godt for honningbierne. Hele projektet er nemlig også bygget op omkring en social ansvarlig tanke om at hjælpe Aarhus’ mest udsatte borgere med at engagere sig i et meningsfuldt arbejde.
Her kan man altså både gøre noget godt for bierne og samtidig hjælpe socialt udsatte i lokalområdet. Det er et projekt Viktech gerne vil støtte op om.
Ved at gå ind i dette projekt håber vi naturligvis at vi kan være med til at åbne folks øjne op for vigtigheden af vores bier og give vores omgivelser en indsigt i, hvordan vi alle kan gøre lidt, som kan blive til rigtigt meget og dermed støtte noget godt for fremtiden.
Direktør Jon Flintholm
Fakta om Projekt BISTAD
- BISTAD blev startet ud fra ideen om at kombinere socialt arbejde med biavl, og dermed slå to fluer med ét smæk: At gøre noget godt, for mennesker på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet, og gøre noget godt for honningbien, som verden over har været i heftig tilbagegang pga. pesticider og sygdomme.
- BISTAD fungerer til dagligt som et åndehul for sårbare og socialt udsatte fra f.eks. værestederne i Aarhus eller andre med svag eller ingen kontakt til arbejdsmarkedet. Hverdagen er centreret omkring biavl og alle de aktiviteter der er knyttet hertil som f.eks. produktion af honning og voks. Produkterne sælges primært på hjemmesiden eller i lokale forretninger.
- Viktech har købt et af de fine gammeldags trugstader som står ved vores virksomhed. I sådan et stade er der lige nu 40.000 aktive bier, som gerne skulle blive til 60.000 henover sommeren. Vi har endda også valgt at rydde et mindre område omkring kontoret og plante nye frugttræer for at hjælpe bierne godt på vej. Så sidst på sommeren får vi 230 glas honning fra egen avl – og noget pænt at kigge på uden for vores vinduer
Du kan læse meget mere om BISTAD projektet her: https://www.bistad.dk/